Så er billetsalget i gang til Nordens største garagerockfestival!

På en fredet mark, i skyggen af et krigsfort fra 1. verdenskrig, samler festivalen Gutter Island hvert 2. år garagerockelskere fra fjern og nær på Masnedø.

Henover tre dage kan du opleve 25 bands, du endnu ikke vidste, at du elskede, og deltage i en traditionsrig festival fuld af lige dele øm kærlighed og voldsom smadreguitar.

På scenerne kan du både finde helt nye eller unge konstellationer og mere velkendte og etablerede bands, der repræsenterer alle aspekter af garagerocken. Garagerock er, ligesom Gutter Island selv, ikke kun musik, men i høj grad også en stemning. Garagerock kan både have oldschool 60'er-vibe, være punket, have psykedeliske undertoner eller være straight-up rock'n'roll. Programmet offentliggøres løbende på festivalens hjemmeside og sociale mediekanaler.

Gutter Island er en festival uden så meget pis og ståhej. Festivalen organiseres af foreningen Gutter Island, hvis formål er at sprede viden om og skabe større forståelse for garagerocken og de omgivende genrer. Foreningen er non-profit og samler en lang række frivillige kræfter. Gutter Islands styregruppe sørger for alle de nødvendige tilladelser, bands, toiletvogne, madboder og rigeligt med øl i hanerne - I sørger for at komme tørstige og nysgerrige.

På Gutter Island er vi et åbent fællesskab. Vi hjælper hinanden med at rydde op og passe på hinanden, så vi kan bruge både kræfter og penge på alt det sjove i stedet for metervis af hegn, sure vagter eller ekstra renovationsafhentning.
 

Vel mødt - vi glæder os til at se jer!

GUTTER ISLAND 2026

Torsdag // 20.08.2026

Showstart kl. 18:00 // Døre kl. 18:00

GUTTER ISLAND

Forsalg: 1200,-


Billet