HENDE OG DEM - en trio med ildhu og omhu
Dorthe Eggertsen er kvinden bag, og frontpersonen i Hende og dem, som optræder med danske sange og tekster der kredser om temaer som magt, fordomme, klima, kønsroller, seksualitet og nyhedsstrømme. Det er hverdagspoetiske tekster, der både omfavner og bider, og som sætter vores vaner og kultur under lup.

Trioen har rødder i halvfjerdsernes undergrund og skriver sig ind i, hvad man kan kalde moderne folkemusik forstået i ordets oprindelige betydning ? musik for folket. Der er ægte ildhu i spil, og det formidles med omhu - uden omsvøb og med elegance.

Sangene skriver Dorthe selv, og det musikalske univers er overvejende tekstbåret. Hun er en kvinde med noget på hjerte og formår at væve politiske budskaber fint ind i et både humoristisk og poetisk tekstunivers.

Dorthe har skrevet sange siden hun var helt ung, og har løbende udforsket sin måde at gå til sangene på. I en årrække var processen meget melodisk funderet med et overvejende enkelt og lyrisk udtryk. Men efter en periode hvor Dorthe begyndte at skrive debatindlæg og engagere sig i samfundsdebatten, bevægede denne skriveform sig langsomt ind i måden at komponere på, og herfra kom sangene i en lind strøm.

Med en baggrund som skuespiller og altmuligkvinde både på og bag scenen er frontpersonen i Hende og dem ikke typen der står stille, og dette oplever man i særdeleshed, når trioen går på. Dorthes profil skinner igennem på scenen, og hun er kendt for sin evne til at skabe god kontakt til publikum.

Hende og dem består af Dorthe Eggertsen på sang, ukulele og omnichord, Jens Ulrik Simonsen på elektroniske trommer og kor samt Rasmus Kajhøj på barytonguitar og kor. Deres originale udtryk sættes for alvor i spil på scenen, hvor de altid går efter at give publikum en særlig oplevelse. De byder indenfor i deres nærværende og vedkommende univers, hvor historiefortællingen er i højsædet og energien levende. Repertoiret er stort og overskuddet endnu større, når Hende og dem går på scenen.

Hende og dem udgav albummet En dråbe i havet i 2023.


OM LOKAL LYD

Lokal Lyd er en ny koncertrække på Smallstars, der vil give lokale bands og artister en fast plads i STARS program.

Én gang om måneden åbner vi dørene på Smallstars, for musik med lokal forankring - fra unge navne til erfarne musikere fra området.
Målet er at skabe en scene, hvor lokale musikere kan blive hørt, oplevet og støttet af et publikum tæt på dem selv - og samtidig være en aktiv del af vores områdes kulturliv.

Hos Lokal Lyd handler det om nærvær, fællesskab og levende musik i intime rammer.
Vi ønsker at styrke det lokale musikliv og skabe aftener, hvor publikum kan opdage og opleve den musik, der bliver skabt lige her i vores område. Det er for alle der ønsker flere lokale live oplevelser og at skabe mere liv omkring den lokale musikscene.

Er du selv artist eller spiller i et band med lokal tilknytning, og kunne du tænke dig at blive en del af programmet til Lokal Lyd, så send en mail til luna@stars.dk.
 

Lokal Lyd #2 - Hende og dem

Fredag // 02.10.2026

Showstart kl. 20:00 // Døre kl. 19:00

SmallSTARS

Siddende

Forsalg: 75,-

Dørsalg: 100,-


Billet