Q&A

Er der aldersgrænse til koncerter på STARS?

Nej, ikke til koncerterne - men vi anbefaler, at man tager en voksen med under armen, hvis man er under 14 år.
Der kan være klubarrangementer, hvor der er en aldersgrænse - så kig altid på hjemmesiden for en sikkerheds skyld.

Er der rabat til studerende og unge?

Til de fleste koncerter er der rabat til studerende og unge under 18 år. Husk gyldigt studiekort med billede. Unge under 18 år skal medbringe gyldigt sundhedskort.

Hvem bestemmer hvor højt musikken spilles?

Som udgangspunkt er det lydteknikeren der sætter lydniveauet. På STARS er der installeret lydtryksmåling, der overholder EU standarder for lydtrykket, det betyder, at niveauet ikke når over 103dB målt over 15 minutter.

Kørestolsbruger?

STARS er indrettet med faciliteter der sikrer, at kørestolebrugere har ubegrænset adgang til hele salen. Rampe til kørestole findes i salens venstre side, lige ved baren, og vores personale er altid behjælpelig med at finde en god plads. Kørestolsbrugere kan tage 1-2 ledsagere med gratis ved at printe ledsagerbilletter på vores hjemmeside. Ledsagerbilletter er kun gyldige ved fremvisning af ledsagerkort ved indgangen. Ledsagerkort udstedes af Danske Handicaporganisationers Brugerservice.

Hvis du f.eks. er dårligt gående, gravid eller andet?

Kontakt en STARS medarbejder, så sørger vi for en stol til dig. Skriver du til stars@stars.dk, kan vi gøre en plads klar til dig på forhånd.

Må man ryge på STARS?

Nej - STARS er røgfri. Vi henviser til gården for nydelse af tobak.

Hvem bestemmer hvilket support band der er på?

Supportbands vælges altid i dialog med hovednavnet, og i langt de fleste tilfælde, er det hovednavnet der vælger supportbandet. At give plads til et supportband giver god mening, og rigtig mange hovednavne, der står på scenen i dag, er selv startet med at supporte andre.

Kan man købe noget at spise på STARS?

Til udvalgte koncerter laver vi fællesspisning på SMALLSTARS. Til øvrige koncerter henviser vi til byens øvrige restaurationer.

Hvor ligger STARS?

STARS ligger på Algade 84 i Vordingborg - inde i en hyggelig baggård. For kort, klik her

Narko politik?

STARS accepterer IKKE nogen form for indtagelse af euforiserende stoffer ved vores arrangementer. Vi forbeholder os retten til at afvise påvirkede personer i indgangen, og en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer politianmeldes og medfører bortvisning i 2 år fra STARS.

Offentlig transport?

STARS ligger ca. 10 minutters gang fra Vordingborg station, hvorfra der går bus og tog til resten af verden.

Parkering?

Vi henviser til parkering i Algade eller Karolinepladsen, som ligger ca 2. min. gang fra STARS. 

Stroboskop-lys?

Personer med fotosensitiv epilepsi bør være opmærksomme på, at der kan forekomme stroboskop- eller blinkende lys til koncerter på STARS. STARS har desværre ikke mulighed for i forvejen at annoncere, om det vil være tilfældet til en bestemt koncert. Ofte vil vi først på selve dagen, og i nogle tilfælde slet ikke, få oplyst, om blinkende lys er en del af kunstnerens lyssætning til koncerten.

God Stil & Good Vibes på STARS

Koncerter på STARS er til for at give dig en unik oplevelse og for at give din sidekvinde/mand en unik oplevelse, ikke mindst. Skulle der være tvivl om hvordan vi sammen sørger for, at alle går glade fra en fælles oplevelse, har vi her en tjek-liste for god stil & good vibes på STARS. Udvis altid hensyn til hinanden, og opfør dig overfor andre som du selv ønsker, de skal være overfor dig - længere er den ikke, det er bare god, høflig stil. Tal lavmeldt og lad musikken være i centrum, og husk, at personen ved siden af dig er kommet for at høre koncerten.

  • STARS er røgfri – vi henviser til gården
  • Tyveri og hærværk politianmeldes altid
  • Truende adfærd er ikke acceptabelt og vil blive politianmeldt i grove tilfælde
  • Ingen adgang med synlige tatoveringer i hovedet, på hals og på hænder
  • Berusede/påvirkede personer kan afvises i døren
  • Ingen udskænkning af alkohol til personer under 18 år
  • Generelt skal alle henvisninger fra STARS’ personale følges

Du skal respektere og rette dig efter henvisninger fra STARS’ personale. Hvis henvisninger ikke efterleves, medfører det bortvisning. Vi forbeholder os retten til at benytte drugtest, hvis dette anses som relevant. Vi forbeholder os ret til at afvise personer eller grupper, der med påklædning eller andet signalerer en tilknytning og/eller støtte til kriminelle eller andre yderligtgående grupperinger.